Man kan let føle sig lille i Minsk. I centrummet langs floden Svislachs krumninger er der aldrig bare en vej, et hus, et græsareal. Nej, færdselsårerne er 10-sporede boulevarder, boligerne er himmelhøje pragtbyggerier, og de grønne områder er enorme parker.
Det virker næsten bevidst. Som om borgerne i Hvideruslands hovedstad skal føle sig små i forhold til staten, ligesom kirkegængere under skibets hvælvinger kan mærke Guds almægtighed. Hver aften under ishockey-VM i Minsk tilbeder hundredvis af lokale da også deres land. Og det gør de sikkert igen i aften – før, under og efter finalen.




























