Når SønderjyskE og Esbjerg i dag tørner sammen i første kamp af DM-finalerne i ishockey, går de begge til opgaven med op imod 50 kampe i benene. Herunder 36 kampe fra et grundspil, hvis eneste konkrete formål er at skære de 10 hold i Metalligaen ned til 8 slutspilskandidater.
Der er med andre ord ikke alverden på spil gennem de fem måneder, det store grundspil står på. De to nederste hold, der i år var så godt som tømret fast til bundplaceringerne, kan ikke rykke ned, og årets grundspil handlede derfor primært om retten til at vælge sin modstander i det efterfølgende slutspil.




























