Lettiske Oleg Znarok blev før sidste års VM-finale i ishockey idømt en karantænedom, fordi han i semifinalen mod Sverige - med en tommelfinger trukket tværs over sin hals - havde truet en af trænerne i den svenske spillerboks. Karantænedommen fastslog, at Oleg Znarok på ingen måde måtte være involveret med sit hold før eller under finalekampen.
Under VM-finalen, hvor Rusland besejrede Finland, viste tv-billeder imidlertid tydeligt, hvordan Oleg Znarok fra sin plads i en VIP-boks i finalearenaen jævnligt, via en diskret mikrofon i hånden, var i radiokontakt med spillerboksen, hvor en assisterende træner var blevet iført en øresnegl, og hvor en lille mikrofon også var påhæftet assistenttrænerens venstre jakkeærme.




























