Anaheim Ducks er et af NHL's stærkeste mandskaber, og den danske målmand Frederik Andersen vandt i den netop overståede sæson stor hæder for at vogte målet for Anaheim, der lukkede færrest mål ind af alle hold i verdens bedste ishockeylige, NHL.
Men nu skifter Frederik Andersen tilværelsen i Californien ud med den canadiske by Toronto, hvor han skal hjælpe Toronto Maple Leafs med at opnå en bedre placering end sidste sæson, hvor holdet var dårligst af alle i NHL.




























