Letland vandt 1-o over Danmark, og danskerne måtte således se deres VM-eventyr på hjemmebane slutte før tid.
Letterne afholdt Danmark fra de farlige målchancer, og derfor var et enkelt mål nok til, at letterne kunne trække det længste strå. Det bliver dermed Letland, der skal spille kvartfinale i Royal Arena i København på torsdag, og ikke Danmark.
Det var derfor en flok skuffede danske spillere, som mødte pressen efter deres VM-exit.
»Vi havde håbet på, at vi kunne få de nødvendige point i dag. Det er skuffende. Selvfølgelig«, siger målmand Frederik Andersen efter kampen.
»Det lykkedes letterne at stå rigtig godt i banen, og det lykkedes ikke os at score på deres målmand. De gør det godt i egen zone, og vi kan ikke rigtig komme til nogle farlige chancer«, siger keeperen.
Letland lavede et mål tidligt i kampen, da Andris Dzerins scorede halvvejs gennem 1. periode, og derefter var det en lang kamp for danskerne for at få hul på letterne, som spillede godt defensivt.
Fredrik Andersen fortæller om målet:
»De får en chance, mens der er lidt forvirring. Der er nogle stave i vejen, og jeg føler ligesom, at han har bedre chance for at skyde højt, og det ligner egentlig også, at han skyder højt, fra den måde, jeg ser hans stav og pucken. Jeg ved ikke om det er meningen, at han vil skyde lavere, men har får i hvert fald sat den ind med et godt skud«, siger han.
Danmark forsøgte at skabe flere chancer blandt andet ved at bytte om i kæderne. Jannik Hansen blev i 2. periode sat op i førstekæden sammen med Frans Nielsen og Mikkel Bødker, men lige lidt hjalp det.
Den danske NHL-spiller Frans Nielsen var også skuffet efter det danske nederlag.
»Vi prøvede alt, hvad vi kunne til sidst. Vi prøvede at skifte kæder, og vi prøvede at kaste alt ind på mål, men det ville ikke lykkedes i dag«, siger han.
»Det blev vel, som vi havde frygtet. Nu har vi set dem spille mod både Tyskland og USA, og det er jo sindssygt svære at komme til chancer mod dem. De er virkelig godt coachet derude. Alle kender deres roller. Det blev frustrerende«, siger han.
fortsæt med at læse


























