Forud for weekendens Formel 1-grandprix i Ungarn bekræfter Max Verstappen, at han bliver på Red Bull i 2026.

Verdensmester bryder tavsheden for at stoppe spekulationer og rygter

Foto: Manon Cruz/Ritzau Scanpix
Foto: Manon Cruz/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Efter en del spekulationer om Formel 1-stjernen Max Verstappens fremtid bekræfter den forsvarende verdensmester, at han også i næste sæson vil køre for Red Bull.

»Jeg tænker, at det er tid til at stoppe alle rygterne. Det har hele tiden været klart for mig, at jeg bliver«, siger Verstappen ifølge nyhedsbureauet Reuters forud for weekendens grandprix i Ungarn.

»Sådan har følelsen været i hele teamet, fordi vi altid diskuterer, hvad vi kan gøre med bilen. Hvis man ikke bliver, holder man op med at tale om den slags ting. Og det har jeg aldrig gjort«.

Verstappen har kontrakt med Red Bull til udgangen af 2028, men henover sommeren har der været rygter om et tidligt exit for hollænderen, og klausuler i hans kontrakt ville gøre et skifte muligt.

Mercedes’ George Russell har blandt andet holdt liv i spekulationerne ved at sige, at hans team har haft samtaler med Verstappens bagland om hollænderens fremtid.

Red Bull-teamet har i denne sæson ikke ramt det samme sportslige niveau som i de seneste sæsoner.

Verstappen, der har vundet verdensmesterskabet i de seneste fire år, ligger aktuelt nummer tre i VM-stillingen et godt stykke fra de to øverste pladser, som indtages af McLaren-kørerne, Oscar Piastri og Lando Norris.

Derudover har der også været en del intern uro på holdet, og tidligere på sommeren skilte man sig af med den mangeårige succesfulde teamchef Christian Horner.

Det har dog ikke ændret på, at Verstappen nu har sagt, at han vil være en del af holdet i den kommende sæson.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her