Det har været nogle vilde dage i Kevin Magnussens karriere, men søndag fik den danske racerkører en spand koldt vand i hovedet.
Allerede inden der var kørt en omgang af det brasilianske formel 1-grandprix, røg danskeren ud af løbet.
I et sving fik han et puf af Daniel Ricciardos McLaren-racer og drejede rundt, inden australieren igen kørte ind i Magnussen.
Begge biler røg af banen, og begge kørere steg ud af deres biler.
Dermed endte en ellers historisk god dansk formel 1-weekend med en nedtur.
Kevin Magnussen vandt fredag kvalifikationen og tog dermed sin første poleposition i karrieren.
Det betød, at han lørdag startede forrest, da der var sprintløb på banen i Brasilien.
Det var ikke ventet, at Kevin Magnussen kunne holde pladsen i front, og han sluttede da også sprintløbet som nummer otte, hvilket var godkendt og gav point.
Det betød samtidig, at han indledte søndagens grandprix som otter, men der gik altså ikke engang en omgang, før det var slut.
Efter sammenstødet mellem Magnussen og Ricciardo kom der safety car på banen i flere omgange.
Mercedes tog sæsonens første sejr, da George Russell kom først over stregen.
Ritzau




























