Først var der al palaveren om fodboldforretninger, der ikke ville give deres ansatte spillere fri til OL. Så var der alle afbuddene i sidste øjeblik grundet skader og ønsker om at prioritere klubben over landsholdet. Og endelig var der kritikken af, at OL-landstræner Niels Frederiksen valgte at lade spillerne deltage i åbningsceremonien i Rio de Janeiro fredag aften – selv om de skulle præstere i Brasília to døgn senere.
Men for en stund stoppede al debatten om rigtigt og forkert for de danske fodboldgutter, da de natten til mandag, dansk tid, vandt 1-0 over Sydafrika og pustede liv i håbet om at avancere til kvartfinalen. Efter 0-0 mod Irak i første gruppedyst har Danmark fire point før slutbraget mod værterne fra Brasilien natten til torsdag.




























