Vi skruer lige tiden tilbage til 3. september 1972, hvor 15 løbere nærmer sig 5.000-meter-mærket og dermed halvvejen i den olympiske 10.000-meter-finale. Finnen Lasse Virén ligger på 5.-pladsen, men pludselig bliver han trådt i hælen bagfra og styrter voldsomt mod jorden. Den 23-årige langdistanceløber er overraskende hurtigt på benene igen, og han indhenter hurtigt feltet igen. Ved 6.000 meter har Virén overtaget føringen, og efter 27.38,35 minutter løber han over målstregen som olympisk mester i en tid, der tillige er verdensrekord.
Lasse Virén vandt også guld på 5.000 meter ved legene i München, og fire år senere i Montréal gentog finnen kunststykket. Ingen anden løber har senere matchet, hvad den navnkundige finne præsterede dengang i 1970’erne, men i dag tager briten de første skridt på det olympiske stadion i Rio de Janeiro i forsøget på at kopiere Lasse Virén.




























