1. Han tager længere skridt end konkurrenterne
Usain Bolt er en del højere end sine nærmeste konkurrenter. Med 195 centimeter rager han godt op, og med en vægt på 94 kilo er han omkring 10 kilo tungere end andre mere kompakte sprintere som for eksempel Justin Gatlin.
Det kommer til udtryk på første halvdel af en 100 meter. Bolt er som regel langsom ud af startblokken, og da han i nat dansk tid vandt sin syvende OL-guldmedalje, var han i den tunge ende af feltet på de første 30-40 meter. Men når jamaicaneren først er kommet op i fart, kan konkurrenterne ikke følge med. Sådan var det også i nattens finale, da han strøg over stregen i tiden 9,81.




























