For Politikens trofaste læsere er den sambaklædte diskoskaster lige under faktaboksen på denne side en velkendt signatur. Bechs boks, De ved. Ham med vaniljekransene og den oplagte pen, der også flyder gennem Sportsblik, vikariater på Sket I Ugen, hundredvis af håndboldkampe og meget andet.
Desuden er Rasmus nu på tredje uge min bofælle i De Gamles Hjem, det ene af de to rækkehuse, der udgør Deres udsendte medarbejderes residens under OL herovre i et trods alt lidt mere stilfærdigt hjørne af Rio, hvor gøende hunde, bankende håndværkere og legende børn udgør lydkulissen.




























