Endnu er talrige cykelryttere engageret i opgaver uden for Europa, og disse udfoldelser på varme breddegrader sættes der først punktum for i slutningen af næste måned med WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour fra 21. til 25. februar og det næsten samtidige, lidt lavere rangerende, men nogle dage længere, Tour de Langkawi.
Fra i dag tages der imidlertid også hul på de europæiske aktiviteter med det første af de fire endags løb på Mallorca, Trofeo Campos-Ses Sellinas, som er en del af den såkaldte Challenge Ciclista Mallorca, hvor der opereres med en samlet præmieliste, men ikke med et tilsvarende klassement, hvilket indebærer, at der er pæne ranglistepoint at hente i hver enkelt begivenhed.




























