Sjældent har jeg set så meget svømning som under årets OL i Beijing. Normalt er jeg en ung hormonfyr i standardklassen med primær hang til boldsportsgrene. Og normalt betragter jeg medley som et sammensurium af sange, butterfly som en beklædningsgenstand og 100 meter bryst som et mareridt om min kærestes fremtid. Men i år har jeg altså fået øjnene op for den våde idræt.
Først og fremmest fascinerer det mig, at det er verdens bedste præstationer i svømmebassinet nogensinde, jeg ser. I alt har jeg vel set seks-otte timers svømning, og der er næppe gået mere end en halv time, uden jeg har set en atlet sætte verdensrekord.




























