Det danske håndboldlandshold har indledt jagten på olympisk guld med en sejr på 27-25 over Ungarn i ’Kobber-Hallen’ i London.
Der dog spænding om udfaldet til det sidste – men fantastiske angrebspræstationer af Anders Eggert og den tilbagevendte Michael Knudsen afgjorde kampen til dansk fordel.
De 2 klubkammerater fra Flensburg scorede 9 og 6 mål mod det stærke ungarske mandskab – og nu venter Spanien i den næste kamp i gruppe B.
Danskernes kamp var den sidste på det lange søndagsprogram – og den blev spillet lige efter, at håndboldsportens nykomlinge fra Storbritannien havde fået en ordentlig i den franske centrifuge i gruppe A.
LÆS MERE Folket kræver OL-medalje i håndbold
Det sammenflikkede britiske OL-hold tabte 44-15, men fik en strålende opbakning fra tilskuerne i den fremragende håndboldhal. Men selv om gejsten er stor, må det britiske hjemmehold og dets tilhængere indstille sig på en turnering med lutter nederlag.
Danskerne fik en skidt start på kampen mod Ungarn.
Der blev begået flere tekniske fejl i det offensive spil, bolde blev tabt, ikke grebet og smidt ud over sidelinjen. Desuden havde det ungarske forsvar havde godt kig på Mikkel Hansen og stødte godt frem til danskeren.
Ungarsk lynstart
Efter 16 minutters spil var Ungarn foran med 8-5, og en alvorlig Ulrik Wilbek måtte tage en timeout for at stramme koncentrationen hos spillerne – og minde dem om aftalerne.
9 minutter senere kom Danmark foran for første gang: 10-9 – og med til at gøre det muligt var hele 5 scoringer af den særdeles veloplagte fløjspiller Anders Eggert, der er – som han har sagt – kommet til London for at vinde guld. 4 af kvikke Eggerts mål blev sat ind på listige scoringer fra venstre fløj.
Stregspilleren Michael Knudsen fik scoret 2 mål før pausen – på smukke afleveringer fra Bo Spellerberg og Mikkel Hansen, som selv leverede 2 mål.
Med målene fik Michael Knudsen sin ’rigtige’ olympiske debut.
Blindtarm stoppede Knudsen i Kina
Ganske vist er den rutinerede Flensburg-spiller noteret for én OL-kamp i Beijing 2008, men han kom aldrig på banen. Knudsen deltog i opvarmningen, og dér brød hans lurende, men ikke kendte blindtarmsbetændelse ud – og den næste uge tilbragte han på en luksusstue på et hospital i den kinesiske hovedstad.
Men nu er spilleren, der engang blev kåret som verdens bedste stregspiller – for at få en olympisk medalje. Den sidste til samlingen.
»Hele denne sæson har det været mit mål at komme med . Det er dét, jeg har stræbt efter, da jeg begyndte genoptræningen efter min lange knæskade«, siger den 33-årige stregspiller til politiken.dk.
Fra føringen 10-9 gik danskerne til 13-10.
Det sidste mål før pausen blev sat ind af Nikolaj Markussen, der blev tacklet så hårdt af Barcelona-stjernen Laszlo Nagy, at denne blev ramt af sin 2. udvisning.
Ungarn halede ind
2. halvleg blev åbnet med en udvisning af Knudsen og et mål af Mate Lekai, der reducerede til 13-11 – men i den anden ende svarede Mikkel Hansen igen med en pragtscoring.
Og så kørte det løs for fulde drøn.
Danmark kom foran 16-13, men Ungarn kom på 16-16 – og i den periode på 8 minutter havde Niklas Landin i målet ikke én redning. Og det betød, at der ikke kom gang i det hurtige danske kontraspil – og at det derfor ikke blev til nogen lette mål.
Der skulle slides for scoringerne i den tætte kamp – og der skulle kæmpes hårdt i forsvaret. Det udløste udvisninger til Kasper Nielsen og Thomas Mogensen. Hvilket ikke gjorde betingelserne lettere for det danske hold.
Danmark kom foran 19-18 i det 43. minut på et straffekast fra Eggert, men Ungarn udlignede straks – og det fik Wilbek til at udskifte Landin i målet med MKarcus Cleverly. Det var bestemt ikke en af Landins bedste kampe.
Så røg koncentrationen
I samme minut blev Kasper Nielsen udvist for et voldsomt ’taskerøveri’ – og atter skulle danskerne spille i undertal. Lasse Svan kom igennem på højre fløj, men brændte, Knudsen samlede riposten op scorede.
47. minut: 20-20 – europamestrene var hårdt pressede. Og Mikkel Hansen brændte et hopskud på venstreback-pladsen.
Danskerne lignede ikke et vinderhold på det tidspunkt af kampen. Angrebsspillet var rodet og uden ordentlig rytme.
Dansk spurt vendte kampen
Med 8 minutter tilbage af kampen var Danmark bagud med 2 mål: 23-21 – og straffekast til Danmark. Eggert scorede sit 7. mål. Ny spænding. Og 23-23 på et Knudsen-stregmål designet af verdens bedste Hansen.
Og lidt efter 24-23 på et straffekast af Eggert – begået mod fighteren Knudsen, der blev drønet rundt i det ungarske forsvar. Nogle af tacklingerne havde givet 3 måneder bag tremmer, hvis de var blevet udført ved et busstoppested.
Danskerne var i overtal, burde have bragt sig yderligere foran – men Kasper Søndergaard kunne ikke holde fast i Mikkel Hansens aflevering. Og sekunder efter overtrådte Hans Lindberg på et kontra-angreb. 2 gode muligheder blev sjusket væk.
Men andre blev udnyttet i den hektiske slutspurt, bl.a. af Kasper Nielsen og Knudsen. Og straffekastskytten Eggert – som scorede det mål, der gav Danmark sejren 27-25.
fortsæt med at læse




























