FC København bliver dansk mester igen, og FC Helsingørs superligadebutanter slutter som nummer 14 og sidst i grundspillet i den nye sæson i den bedste fodboldrække, der fløjtes i gang i aften i Aarhus. Det er, vurderet herfra, ikke spor vanskeligt at forudse. Til gengæld volder det besvær, hvis man skal give et bud på, hvordan de øvrige 12 hold er placeret, når der er spillet 26 runder, og de 6 øverste skal til at spille om guld, sølv og bronze.
FCK-holdet slap med skrækken i Slovakiet onsdag aften, og 3-1-sejren over MSK Zilina bringer med garanti FCK videre i kvalifikationsturneringen til Champions League. Defensiven så ikke godt ud i første halvleg, men en udvisning svækkede hjemmeholdet, så Andrija Pavlovic kunne blive tremålshelt. Det er vigtigt med mange europæiske kampe (i et gruppespil, helst Champions League), så alle spillerne holdes ’varme’ gennem efteråret. Og de internationale opgaver styrker holdet i Superligaen.




























