Fire kampe blev det til for Caroline Wozniacki i den olympiske tennisturnering på Wimbledon-anlægget i London. Den sidste – gårsdagens kvartfinale mod amerikaneren Serena Williams – kunne den danske tennisstjerne nok godt have undværet, for her blev det til et klart nederlag i to sæt med cifrene 6-0 og 6-3.
LÆS OGSÅ Suveræne Serena sender Wozniacki ud med et brag
Caroline Wozniacki er trods afklapsningen mod Williams tilfreds med sin indsats i London, men hun har i løbet af turneringen haft svært ved at fornemme, at det var de olympiske lege, hun deltog i. »OL er altid en særlig turnering, men det var ærgerligt, at Wimbledon er så langt fra den olympiske by. Selvfølgelig er det specielt at komme tilbage og spille på Wimbledon, men jeg havde følt det lidt mere som OL, hvis vi havde spillet et andet sted«, siger Caroline Wozniacki.




























