Hvis man tænker på, hvor meget Mikaela Shiffrin har vundet i sin tid som deltager i de internationale alpine skidiscipliner, er det stadig svært at forstå, hvordan det gik til, at hun i februar måtte forlade vinter-OL i Beijing helt uden medaljer.
Den 27-årige amerikaner er efterhånden kommet til en afklaring, selv om hun ikke helt kan skjule ærgrelsen over de skuffende olympiske resultater. Hun er til gengæld klar med en satsning, der skal være med til at fordrive eventuelle spøgelser fra pisterne i Kina, for Shiffrin vil være endnu mere synlig i den kommende World Cup-sæson.


























