Holger Rune er klar til kvartfinalen ved ATP 500-turneringen i Basel. Det står klart, efter den danske tennisspiller i et velspillet opgør torsdag slog schweiziske Dominic Stricker med 6-3, 7-6 i anden runde af turneringen. Danskeren leverede et stort set fejlfrit første sæt mod schweizeren, der ligger nummer 258 på verdensranglisten.
I andet sæt blev Rune, der selv er nummer 14 i verden, lidt mere presset. Danskeren viste dog god moral og kom tilbage fra 2-5 og var til sidst skarpest i tiebreaken. Med sejren står danskeren i kvartfinalen over for belgiske David Goffin, der ligger nummer 54 i verden.
Rune var i første runde af turneringen særdeles velservende, og han tog de gode server med ind til opgøret mod schweiziske Stricker. Mens danskeren ikke intet gav væk i egen serv, blev det afgørende for første sæt, da han foran 2-1 leverede et fokuseret parti og brød Stricker. Sættet igennem spillede danskeren tempofyldt og leverede flere fornemme vinderslag.
Stricker stod dog flere gange godt imod i egen serv, men var ikke i nærheden af at bryde tilbage. Foran 5-3 udnyttede Rune sin første sætbold, da hans slag akkurat rullede over netkanten.
Begge spillere fortsatte i andet sæt med at serve godt. Bagud 1-2 var danskeren for første gang i problemer i egen serv, da han kom bagud 0-30. Rune bevarede dog fatningen og med fire velspillede point i træk, blev schweizerens tilnærmelser afvist.
I danskerens næste serveparti lykkedes det dog Stricker at bryde, da Rune på schweizerens anden breakbold akkurat sendte et forhåndsslag ud over baglinjen. Stricker spillede rigtig godt i andet sæt og leverede flere flotte vindere. Alligevel formåede Rune at komme tilbage, da han bagud 3-5 på den tredje breakbold sendte et fremragende vinderslag afsted med baghånden.
Derfra genfandt begge spillere sikkerheden i egen serv, og så skulle sættet i tiebreak. Det er en disciplin, som danskeren gang på gang har vist sig stærk i, og det var endnu en gang tilfældet, da Rune sikrede sejren på sin anden matchbold.
ritzau
fortsæt med at læse




























