En bold ad gangen, en kamp ad gangen og så videre. Caroline Wozniackis motto om ikke at kigge for langt ind i fremtiden har ikke været til at rokke ved de seneste år, men efter dagens turneringssejr i China Open gør verdensetteren alligevel et forsøg. Det gør hun, fordi de fleste spørgsmål til hende omhandler den grand slam-titel, hun fortsat mangler at vinde. »I en grand slam-turnering skal du vinde syv kampe i træk, og det er ikke nemt. Jeg har været tæt på. Næste år bliver det mit mål at vinde en grand slam-turnering, men hvis det ikke sker, så er jeg stadig ung«, siger den 20-årige dansker til nyhedsbureauet AFP. Tror efterhånden på, at alle kan slås Wozniackis bedste resultat i grand slam-sammenhæng er en finaleplads ved US Open sidste år. I år kom danskeren i semifinalen i selvsamme turnering, hvor hun tabte til Zvonareva, som danskeren netop besejrede i China Open-finalen med 6-3, 3-6, 6-3. Dagens finale, som blev spillet med et døgns forsinkelse på grund af heftig regn i Beijing i løbet af søndagen, viste også, at Wozniacki konstant forbedrer sig til at blive en mere komplet spiller.
LÆS OGSÅ Wozniacki slår Svonareva og sætter kronen på værket
Spillet fra baglinjen mestrer hun allerede, og bedømt ud fra finalen i Beijing er danskerens netspil også ved at være ret effektiv.
»Jeg er meget glad for mit spil lige nu. Jeg må efterhånden tro på, at jeg kan slå alle. Selvom jeg kun har forbedret en masse små ting i mit spil, så gør det en kæmpe forskel«, siger Wozniacki.
Kun Doha mangler i år
De fem andre turneringer, som Wozniacki har vundet i år, er vundet i Ponte Vedra Beach, Farum, Montreal, New Haven og Tokyo.
Sejren i China Open, som er karrierens største hidtil, indbragte Wozniacki 775.500 dollar, svarende til cirka 4,2 millioner kroner.
Wozniacki mangler kun én turnering i år, inden hun holder vinterferie, og det er sæsonfinalen i Doha, hvor kun verdens otte bedste spillere er med. Den turnering går i gang i slutningen af måneden.
Danskeren er den spiller i verden, der har vundet flest titler på WTA Touren i år, og hun er samtidig den spiller, som har samlet flest point sammen, selv om hun fortsat mangler at stryge til tops i grand slam-sammenhæng.




























