At høre mangemillionærer besvære sig over tilværelsens genvordigheder – og herunder kan man godt regne sure standardbeklagelser over det altid glubske skattevæsen – er fornøjeligt på den aldeles groteske og absurde måde. Og det gælder ikke kun, når det er kronragede machodirektører, som sidder og hælder vand ud af ørerne i businessblade og livsstilsmagasiner.

Det gælder også, når det er sportsfolk, der har skiftet de glade amatørdage henne i klubben rundt om hjørnet ud med en professionel karriere, hvor de bæres rundt på hænder fødder uden for arenaerne og i øvrigt ikke skal løfte en finger for noget som helst. Undtagen når bankboksen skal åbnes. Nej, de kommer ikke sovende til succesen og placeringen på toppen af verdensranglisten, de unge mænd og kvinder med deres smarte hår og lakerede negle, eller hvor det nu end er, deres sportslige status kan aflæses.