De sidder nærmest anonymt i det ene hjørne af den enorme spillerrestaurant under Rod Laver Arena i Melbourne, det svenske slæng. Edberg, Enqvist, Björkman, Johansson, Willander og Norman – alle med store meritter bag sig og stadig med international tennis som speciale i form af trænerjob, kommentatorjob eller med titel som turneringsdirektør.
Selv om de med rette kunne føre sig frem som store stjerner, er det tydeligt, at de alle har formået at holde jordforbindelsen og ikke blive draget af det overfladiske liv, der lokker, når man som feteret sportsstjerne har opnået kendisstatus, og kontoen bugner med millioner af dollar. Det var netop jordforbindelsen og et kig på status for hjemlandets unge talenter, der fik Magnus Norman til at tage et valg.
