Hun er født i Brindisi i den italienske støvlehæl, og hun er stadig bosat i sin barndomsby. 33-årige Flavia Pennetta er dog netop nu særligt glad for at være på tennisbanen i den californiske ørken, hvor hun indtil videre med succes har forsvaret sin karrieres største triumf: Sejren i sidste års Indian Wells, der er en af WTA Tourens største turneringer.
Ingen havde set det komme, da Pennetta for et år siden som 32-årig pludselig stod med det eftertragtede trofæ i den amerikanske forårsklassiker, og det virker endnu mere usandsynligt, at hun skulle komme tilbage og forsvare titlen. Men hun leverer alligevel et meget seriøst forsøg på at skabe en ny sensation.




























