Efter en dybt skuffende indsats ved OL-turneringen i Rio tidligere i denne måned skal Serena og Venus Williams nu forsøge at revanchere sig foran deres hjemmepublikum i New York. Begge kan nå langt, hvis de har genfundet formen, og Serena Williams kan endda tage rekorden for flest Grand Slam-titler i Open Era - tiden fra 1968, hvor professionelle fik lov at deltage i alle turneringer.
Serena Williams har ligesom Steffi Graf erobret 22 Grand Slam-titler og kan med endnu en stor gevinst komme alene i spidsen og dermed med rette betragtes som den måske største nogensinde i sin sport. Men første udfordring på Arthur Ashe Stadiums aftenprogram (kl. 01.00 dansk tid) ligner ikke den sædvanlige bløde start, hvor amerikaneren stille og roligt kan spille sig varm.




























