Fodbold: Liverpool risikerer at skulle undvære holdets måske vigtigste spiller i resten af sæsonen. Topscorer Sadio Manés knæ er stadig hævet, efter skaden han pådrog sig i lokalopgøret mod Everton forleden, og Liverpool-manager Jürgen Klopp er begyndt at strikke en nødplan sammen. Klopps problem er imidlertid, at Mané ikke er nem at erstatte. Han har scoret 13 mål i sæsonen, og diverse øvrige statistikker tegner et dystert billede af konsekvenserne af hans fravær. For eksempel at Liverpool ikke har vundet en eneste Premier League-kamp i denne sæson uden Mané i startopstillingen.
»Knæet er hævet, og vi er nødt til at vente på den endelige dom. Det er ikke 100 procent sikkert, at han er ude i resten af sæsonen. Det er ikke særligt positivt, når det er sådan her. Vi må bare vente«, siger Jürgen Klopp.




























