Finaleklar Wozniacki om nerver, der drillede: Jeg følte jeg ramte en mur og mine ben rystede

Caroline Wozniacki var selvsagt glad efter sejren og kunne berette, hvordan hun fik minder om sit nederlag i semifinalen i 2011, hvor hun smed en føring væk mod kinesiske Li Na.
Caroline Wozniacki var selvsagt glad efter sejren og kunne berette, hvordan hun fik minder om sit nederlag i semifinalen i 2011, hvor hun smed en føring væk mod kinesiske Li Na.
Lyt til artiklen

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki sikrede sig tidligt torsdag morgen dansk tid en finaleplads ved Australian Open.

Men inden hun kunne strække armene i vejret og fejre 6-3, 7-6-sejren over belgiske Elise Mertens, måtte hun igennem en lille krise i andet sæt.

Danskeren var nemlig både træt og nervøs, da hun ved stillingen 5-4 i andet sæt kunne serve finalepladsen i hus.

»Jeg blev meget træt ved 5-4 (i andet sæt, red.). Jeg følte, jeg ramte en mur. Jeg begyndte at føle mig nervøs, og benene rystede«.

»Men så tog jeg et par dybe indåndinger«, siger danskeren til grand slam-turneringens journalist umiddelbart efter kampen.

Tænkte på 2011-nederlag

Wozniacki blev brudt ved 5-4, men danskeren fik senere tvunget sættet ud i en tiebreak. Den vandt hun overbevisende med cifrene 7-2.

Tilbage i 2011 stod Caroline Wozniacki i en meget lignende situation i semifinalen ved Australian Open.

Her havde danskeren også sikret sig første sæt 6-3 og var foran 5-4 mod kinesiske Li Na.

Hun havde endda matchbold, men endte alligevel med at tabe.

»Jeg var i semifinalen i 2011, hvor jeg tabte en matchbold. Det var i mit hoved. Men jeg forsøgte at bevare roen«.

»Jeg har stået i sådan en situation før, og man lærer af det hver gang. Jeg tænkte på et tidspunkt, at hun (Elise Mertens, red.) er jo også nervøs. Det er ikke kun mig«, lyder det fra den 27-årige dansker.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her