Af de 586 sejre, Caroline Wozniacki er noteret for i sin professionelle karriere, vil 3. runde-gevinsten i Indian Wells mod hviderusseren Aliaksandra Sasnovich (nr. 49 i verden) stå som en af de mindre prangende, og det bedste, der er at sige om opgøret mandag aften, er, at den danske Australian Open-vinder trods alt sled sig til sejr på 6-4, 2-6, 6-3.
I en ni kvarter lang fejlfestival af de helt store med blandt andet 14 dobbeltfejl af Sasnovich var der langt mellem de spektakulære dueller og Wozniackis spil og attitude skal et nøk eller to i den rigtige retning, hvis ikke den kommende 1/8-finale mod den amerikanske US Open-vinder Sloane Stephens eller den fremadstormende russer Daria Kasatkina, som er en af blot tre spillere, der har slået Caroline Wozniacki i 2018, skal blive sidste optræden i prestigeturneringen i denne omgang.



























