Grand slam-turneringen US Open har i sin jubilæumsudgave nr. 50 gjort et stort nummer ud af, at søstrene Serena og Venus Williams kunne mødes allerede i 3. runde, og kampen var en realitet fredag aften i New York, men fusede desværre lidt ud.
Det viste sig tidligt, at der er klasseforskel på søstrene, når Serena Williams spiller op til standard. Trods problemer med en skadet ankel i kampen vandt Serena Williams 6-1, 6-2 og er klar til 4. runde. Dermed fik hun revanche for nederlaget til Venus i foråret under turneringen i californiske Indian Wells.




























