Sloane Stephens tog det pænt i sin takketale. »I har været et fantastisk publikum, og jeg glæder mig til snart at komme tilbage til Singapore«, sagde amerikaneren. Det må nok blive som turist, for næste udgave af WTA Finals foregår i kinesiske Shenzhen, men meningen var god nok.
Publikum i Singapore har i fem år bakket verdens bedste kvindelige tennisspillere rigtig godt op, når sæsonen skulle afsluttes, og der var søndag stående ovationer, da 24-årige Elina Svitolina efter tre hårde sæt havde erobret karrierens hidtil største titel.




























