Hun startede denne sæson som nr. 152 på ranglisten, men lagde hårdt ud i Auckland, og nu står hun som 18-årig søndag allerede i en af WTA Tourens helt store finaler. Bianca Andreescu fra Canada er tilsyneladende i gang med at levere et eventyr, der ikke sådan lige er til at bremse.
I Indian Wells nedkæmpede Andreescu sent fredag dansk tid den mere erfarne Elina Svitolina i tre sæt, og sejren over den sjetteseedede ukrainer var endnu en imponerende opfølgning af gevinster mod stærke navne som spanske Garbiñe Muguruza og kinesiske Qiang Wang. Man må formode, at arrangørerne i Californien fryder sig over, at de tildelte den unge canadier et wildcard til turneringen.




























