Rammerne kan man ikke sætte en finger på. Tennnistemplet La Caja Magica i Madrid har det hele, og alligevel har mange i det internationale tennismiljø lagt afstand til den nye Davis Cup, som har sagt farvel til en række traditioner fra sin mere end 100 år lange historie.
»Altså, det var nødvendigt med ændringer af Davis Cup – det er korrekt. Men man blev derfor nødt til at ofre forskellige ting, og desværre var en af de ting kampene på hjemmebane, som vi spillere altid har sat så stor pris på. Så jeg er ikke en stor fan af beslutningen«, siger Novak Djokovic ifølge essentiallytennis.com om den ændrede udgave af sin sports ældste holdturnering.




























