Der er ingen tvivl om, at Novak Djokovic kan være charmerende, humoristisk og veltalende, når han er tilfreds og i balance. Det har han gennem årene givet mange fine eksempler på. Men der er også en anden side af manden, der topper verdensranglisten og er på vej mod 1 milliard kroner i præmieindtjening. Han siger og gør til tider ting, inden han når at tænke sig om, og den slags koster, når man er en meget eksponeret sportsstjerne.
Seneste eksempel kom natten til mandag dansk tid, da Serbiens største sportsnavn i New York spillede 4. runde-kamp mod spanske Pablo Carreño Busta på det mægtige, men tilskuertomme, Arthur Ashe Stadium. Djokovic var i det indledende sæt foran 5-4 og 40-0 i sin modstanders serv, men ingen af de tre sætbolde blev forvandlet til succes. På den første af dem sendte spanieren med en hård forhånd bolden ned langs linjen, og slaget blev dømt ude. Busta tog en challenge, og det viste sig, at bolden med et par millimeter havde haft kontakt til linjen, og derefter lykkedes det lidt overraskende Busta at holde serv til 5-5.




























