I januar fik Ashleigh Barty overrakt Australian Open-trofæet af et andet tennisikon med aboriginal-baggrund, Evonne Goolagong-Cawley. Endelig havde en australier igen løftet pokalen ved hjemlandets største tennisbegivenhed, og alt var fryd og fest.
Men på en måde lukkede det også cirklen i Bartys tenniskarriere, for hun har ikke spillet siden, så de 14 vundne sæt på stribe i Melbourne er de sidste, tennisfans har fået at se fra hendes side. I hvert fald hvis ikke Barty på et tidspunkt beslutter sig for et comeback, hvilket er set en del gange i tennisverdenen.
Ashleigh Barty fortæller på dagen for annonceringen af hendes beslutning, at hun ikke længere har kræfter og motivation til at lægge det arbejde i tennis, som det kræver at holde sig på toppen. Men at hun har fået alle sine drømme om tenniskarrieren opfyldt. Som 25-årig.
Alle i tennismiljøet er chokeret, også selv om visse kommentatorer nu kloger sig med formuleringer om, at det har ligget i luften, at Barty ikke ville få en lang karriere som tennisspiller. Men det er rigtigt, at Barty tidligere har kæmpet med depression og hjemve, hvilket blandt andet resulterede i en tennispause, da hun var teenager.
