Skal Novak Djokovic møde Holger Rune allerede i første uge af det nye år? Tja, det er faktisk muligt, for efter udvisningen af Australien sidste år har serberen atter fået grønt lys til indrejse i landet, hvor han lægger ud med at spille ved turneringen Adelaide 1. Her er den unge dansker også til start.
Men det er ikke sikkert, Novak Djokovic skal regne med de store velkommen tilbage-scener ved sine optrædener i Australien, selv om hans overordnede mål er succes ved grand slam-turneringen Australian Open, der med ni gevinster er hans bedste turnering gennem karrieren. Og at publikum i Melbourne altid har støttet den store mester.
I en meningsmåling foretaget af Sydney Morning Herald svarer blot 30 procent af de adspurgte, at de er enige i beslutningen om, at Djokovic igen kan få indrejsevisum. Samtidig viser undersøgelsen dog, at vreden mod serberen er dæmpet i løbet af året, for nu er 41 procent imod, at serberen får ophold og adgang til at spille, hvorimod tallet var på 71 procent tilbage i januar, da Djokovic på dramatisk vis blev sendt ud af landet.
Det blev han, fordi han ikke er vaccineret imod covid-19, og selv om han i første omgang havde fået lov til at rejse til Australien, fastslog myndighederne senere, støttet af en retsinstans, at Djokovic havde brudt landets regler på covid-19-området og skulle udvises.
