Efter næsten seks timers tennis vandt den tidligere verdensetter Andy Murray i anden runde af Australian Open.

Klokken var 4 om morgenen, da 35-årig veteran efter seks timer havde vundet karrierens længste kamp

Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De fleste mennesker bruger natten på at sove. Det var ikke tilfældet for den britiske tennisspiller Andy Murray, som brugte natten mellem torsdag og fredag i Australien på tennisbanen.

Og efter en 5 timer og 45 minutter lang tenniskamp, som blev afgjort efter klokken fire lokal tid, spillede den tidligere verdensetter og grand slam-vinder Andy Murray sig videre i Australian Open med en sejr 3-2 efter et femte sæt, som endte 7-5. De fire første sæt endte 4-6, 6-7, 7-6, 6-3.

I det, som endte med at blive Murrays længste tenniskamp nogensinde, blev en tabt serv af den australske hjemmebanefavorit Thanasi Kokkinakis i slutningen af femte sæt den tidligere femdobbelte Australian Open-finalists billet videre til turneringens tredje runde.

»Det er utroligt, at jeg formåede at vende kampen. Jeg ved ikke lige, hvordan det lykkedes«, siger Murray efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP:

»Jeg begyndte at spille bedre, som kampen skred frem, og ja, jeg har et stort hjerte«.

35-årige Murray var nede 0-2 i sæt i begyndelsen af opgøret, men spillede sig tilbage på 2-2. Før femte sæt var Murray tydeligt irriteret over, at han ikke kunne få lov til at gå på toilettet. Briten havde allerede brugt sin pause, men dommeren i tårnet ved siden af banen fik for rullende kameraer at vide, hvor utilfreds Murray var.

De to natteravne byttede point i serverens favør frem til stillingen 5-5 i det afgørende femte sæt. Ved stillingen 3-3 var kampen ved at tippe til Murrays fordel. Med tre break points kunne briten bryde den australske serv, men Kokkinakis ville det anderledes og vandt det ubarmhjertigt lange parti.

Igen ved stillingen 5-5 havde Murray breakpoints. Denne gang brød Murray serven og bragte sig foran 6-5. Murray, som har været plaget af skader og spiller med en metalhofte, var også på banen i små 5 timer i første runde mod Matteo Berrettini for to dage siden, og runder derfor 10 timers tennis på 2 dage. Spanske Roberto Bautista-Agut bliver Murrays modstander i turneringens tredje runde.

Djokovic videre trods lårproblemer

Også Novak Djokovic er videre til tredje runde. Undervejs i torsdagens kamp mod upåagtede Enzo Couacaud måtte den serbiske tennisstjerne dog modtage behandling for de problemer i låret, han også døjede med op til turneringen og i første runde.

Men låret havde det ikke værre, end at Djokovic kunne tage en forholdsvis overlegen sejr. Enzo Couacaud, der ligger nummer 191 på verdensranglisten, formåede godt nok at vinde et sæt, men blev sendt hjem med et nederlag på 1-6, 7-6, 2-6, 0-6.

Serberen har svært ved at vurdere, hvor meget lårproblemerne kommer til at hæmme ham.

»Jeg ved, at kampene kun bliver sværere herfra. For to år siden var jeg i lignende omstændigheder her i Australien med en anden muskel, som var revet over. Det skulle jeg håndtere. På en eller anden måde kom jeg igennem det og vandt turneringen. Men det er selvfølgelig anderledes nu. Jeg ved ikke, hvordan min krop reagerer. Jeg håber på det bedste. Jeg håber på et positivt udfald. Jeg må tage det dag for dag, kamp for kamp, og se, hvordan det går«, siger han ifølge Reuters.

Djokovic, der har vundet Australian Open ni gange tidligere, skal nu møde bulgarske Grigor Dimitrov i tredje runde. Serberen er placeret i Holger Runes del af lodtrækningen. Det betyder, at de to står til at skulle mødes i kvartfinalen, hvis begge når så langt. Det vil kræve yderligere to sejre for både Djokovic og Rune, der i en uskøn duel slog Maxime Cressy med cifrene 7-5, 6-4, 6-4.

Novak Djokovic har længe været kongen af Australian Open. Han vandt første gang grand slam-turneringen i 2008 og triumferede også i 2011, 2012, 2013, 2015, 2016, 2019, 2020 og 2021. Sidste år var Djokovic ikke med på grund af visumproblemer. Serberen var ikke vaccineret mod coronavirus, og de australske myndigheder ville derfor ikke lukke ham ind i landet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her