Ingen smil, bare en finger mod først hovedet og derefter mod hjertet og blikket rettet ud mod sin lejr.
Novak Djokovic overdrev bestemt ikke sin fejring af den 10. (!) triumf i Australian Open søndag middag dansk tid, men kort efter fik tårerne dog frit løb. En optakt, hvor den 35-årige serber efter sidste års udvisning var vendt tilbage til Australien, hans problemer med aggressive tilskuere, en far med åben sympati for Putins krig i Ukraine samt en markant favoritværdighed, havde fået en dyb, følelsesmæssig forløsning.
Pludselig var den serbiske veterans ro, overblik og suverænitet på banen under selve spillet afløst af noget, der en kort overgang næsten lignede et sammenbrud, da han faldt omkuld i armene på sin familie, træner og nærmeste venner på tribunen.
Imens startede en fest blandt serbiske tilskuere på Rod Laver Arena, hvor en del af dem var iført T-shirts påtrykt et stort 10-tal. En satsning, der altså holdt stik, for trods bump undervejs i finalen vandt Djokovic igen uden at afgive sæt, 6-2, 7-6 (7/4), 7-6 (7/5). En rigtig set satsning var det også, at Djokovic ved sejrsceremonien optrådte i en bluse med et 22-tal påsyet. Han har nemlig med gevinsten i sæsonens første grand slam-turnering indhentet Rafael Nadal i duellen om flest grand slam-titler.
