En af Danmarks største tennisstjerner gennem tiden, Caroline Wozniacki, gør professionelt comeback ved US Open tre år efter, at hun indstillede sin aktive karriere.

Opsigtsvækkende comeback: Caroline Wozniacki spiller US Open – og hun vil vinde

Caroline Wozniacki  er tilbage i rampelyset, når US Open indledes i slutningen af august.  Foto: Jens Dresling
Caroline Wozniacki er tilbage i rampelyset, når US Open indledes i slutningen af august. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Caroline Wozniacki vender tilbage til tennissporten.

Det fortæller hun i det internationale mode- og livsstilmagasin Vogue.

Og det er ikke bare i en legendeturnering, hvor hun skal spille med tidligere tennisstjerner, som hun gjorde ved French Open i Paris tidligere på sæsonen. Hun stiller op til US Open i New York og varmer op til grandslam-turneringen ved at deltage i en turnering i Montreal i Canada, skriver magasinet.

Wozniacki lagde i 2020 ketsjeren på hylden efter 15 år på toppen, men efter at have fået to børn og været faldet på plads i den nye tilværelse, vil hun nu vise sine børn – født i juni 2021 og oktober 2022 – at man kan opnå store ting uanset sin alder, fortæller hun.

I en meget personlig beretning på Vogues hjemmeside forklarer den snart 33-årige Caroline Wozniacki, at lysten til at genoptage tennis på højeste niveau gradvist er kommet tilbage.

Afklaring på et øjeblik

»En dag sidst i 2022 gik jeg på træningsbanen. Og da min far besøgte mig i Florida, gik det op for mig, at jeg havde brug for gode råd. Jeg slog til bolden i 20-30 minutter – jeg kan ikke helt huske, hvor længe – men så kiggede jeg over på min far og sagde; Jeg føler, jeg slår bedre til bolden, end jeg nogensinde har gjort tidligere. Er det noget jeg bare finder på?«, fortæller Wozniacki i Vogue.

Og så kom der hurtigt en afklaring på fremtiden.

»Han svarede, at det ikke er noget, jeg bare finder på. På det tidspunkt vidste jeg, at jeg måtte tilbage på banen«, lyder det fra Wozniacki, som i 2018 skrev dansk idrætshistorie, da hun som den første danske singlespiller vandt en af de fire mytiske grandslam-turneringer efter en hårdt omkæmpet tresætssejr i Australian Open-finalen mod rumæneren Simona Halep.

En af mange mødre

Caroline Wozniacki er langt fra den første tennisstjerne til at gøre comeback efter en familieforøgelse. I 2009, da Wozniacki var i US Open-finalen, stod belgieren Kim Clijsters på den anden side af nettet – og besejrede danskeren. Kim Clijsters var året forinden blevet mor til en datter.

Ved French Open i maj var den tidligere nr. 3 på verdensranglisten, Elina Svitolina, tilbage på den største scene. Ukraineren nåede kvartfinalen i Paris bare 7 måneder efter hun fødte sit første barn.

Også ikonet over dem alle, Serena Williams, har gjort comeback efter at have født.

Caroline Wozniacki indstillede oprindeligt karrieren i begyndelsen af 2020, da hun var blevet slået ud af Australian Open i 3. runde af tuneseren Ons Jabeur. På det tidspunkt var det for længst offentligt kendt, at den danske stjerne havde lidt af smertefuld leddegigt i et par år.

Vil have de store sejre

At Caroline Wozniackis comeback sker ved US Open, der spilles fra 28. august, er næppe tilfældigt.

Caroline Wozniacki er højt elsket af det feststemte og højlydte amerikanske publikum i New York, som for år tilbage gav hende tilnavne som ‘Sweet Caroline’ og ‘Miss Sunshine’ – og danskeren har flere gange kvitteret for kærligheden til metropolen ved at kalde US Open for sin yndlingsturnering. En turnering, hun aldrig har prøvet at vinde.

Men det skal der laves om på.

»Er jeg nervøs? Ikke rigtigt. Jeg skal tilbage til noget, jeg elsker. Ja, jeg vil selvfølgelig være nervøs lige inden en kamp. Det kan jeg sagtens håndtere. Kan jeg vinde US Open? Det tror jeg. Kan jeg vinde Australian Open? Det tror jeg. Det er derfor, jeg gør det. Så må vi se, hvad der sker«, lyder det fra Caroline Wozniacki, som også har en OL-deltagelse i Paris i 2024 i tankerne.

Kasper Beck

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her