Tidligere var de venner og kolleger. Nu er der kold luft, for Ruslands invasion af nabolandet Ukraine rejser sig som en mur mellem spillere fra Ukraine og så spillerne fra Rusland og Belarus. I Wimbledon kan der således opstå kontroversielle situationer, hvis en ukrainer skal møde en spiller fra ’fjendens lejr’.
Egentlig arbejder de alle i et fag, der på eliteplan typisk består af en samling soloforretninger. Tennis er de fleste af ugerne i sæsonen det modsatte af en holdsport, og derfor kan der både opstå sympati mellem modstanderne og ikke mindst efter Ruslands overfald på Ukraine – isnende kulde.


























