Den tidligere verdensetter og Wimbledon-vinder Simona Halep står foran en lang pause. Rumæneren er blevet idømt fire års karantæne som straf for dopingforseelser, oplyser International Tennis Integrity Agency (ITIA) på sin hjemmeside.
31-årige Halep var anklaget for to forskellige brud på antidopingreglerne. Det ene drejede sig om en dopingprøve, der indeholdt spor af roxadustat, der er på listen over forbudte stoffer. Det andet var uregelmæssigheder i hendes blodpas. ITIA kender Halep skyldig i begge punkter. Dermed fastslår integritetsenheden, at de uregelmæssige blodværdier skyldtes doping.
Blå bog
Simona Halep
Halep afgav den positive dopingprøve i forbindelse med US Open sidste år og blev midlertidigt suspenderet fra 7. oktober.
Roxadustat stimulerer kroppens produktion af røde blodlegemer. Halep har hele tiden nægtet sig skyldig og har forklaret forekomsten af stoffet i hendes dopingprøve med, at hun havde indtaget et kontamineret kosttilskud.
»Tribunalet accepterer Haleps argument, men slår fast, at den mængde, som spilleren indtog, ikke kunne have resulteret i den koncentration af roxadustat, der blev fundet i den positive prøve«, lyder det fra ITIA.
Uregelmæssighederne i Haleps blodværdier er blevet opdaget gennem en analyse af 51 blodprøver. Tallene er efterfølgende blev vurderet af eksperter i et uafhængigt nævn kaldet Athlete Passport Management Unit (APMU).
»Tribunalet har ingen grund til at tvivle på den enstemmige ’stærke holdning’, som hver af de tre uafhængige eksperter nåede frem til, at ’sandsynlig doping’ var forklaringen på uregelmæssighederne i Haleps profil«, skriver integritetsenheden.
Halep vil appellere
Simona Halep har tænkt sig at appellere sin fire år lange dopingkarantæne, skriver den tidligere verdensetter i en erklæring sendt til nyhedsbureauet Reuters.
»Jeg nægter at acceptere beslutningen om fire års udelukkelse. Jeg kommer til at fortsætte med at træne, og jeg vil gøre alt, der står i min magt, for at rense mit navn. Disse falske påstande skal afprøves i retten. Min intention er at føre sagen hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS), og jeg vil forfølge alle retlige muligheder i denne sag«, skriver Simona Halep.
Simona Halep var nummer et på kvindernes verdensrangliste i 64 uger mellem 2017 og 2019. Hun vandt French Open i 2018 og Wimbledon året efter.
ritzau
fortsæt med at læse




























