Caroline Wozniacki er klar til kvartfinalerne i den store Masters 1000-turnering i Indian Wells, Californien. Det står klart, efter at danskeren natten til onsdag dansk tid vandt over tyske Angelique Kerber med cifrene 6-4, 6-2 i ottendedelsfinalerne.
Den 33-årige dansker er dermed i sin første WTA-kvartfinale siden januar 2020. Dengang i ASB Classic i Auckland blot et par uger inden, hun indstillede karrieren første gang.
»Jeg tager intet for givet. Jeg tog åbenlyst en lang pause. Mere end tre og et halvt år. Så at være tilbage her og spille mod de bedste i verden er en speciel følelse for mig. Jeg nyder det bare og er begejstret for at skulle spille endnu en kamp«, sagde Caroline Wozniacki til Tennis.com efter en overlegne sejr over Kerber, der ligesom danskeren har tronet på verdensranglistens førsteplads for år tilbage.
Allerede i opgørets andet parti satte Wozniacki sin tyske modstander under alvorligt pres. Kerber måtte således afværge tre breakbolde, før danskeren endelig vandt partiet. Wozniacki brød igen til stillingen 5-1, hvorfor det lignede, at danskeren ville vinde første sæt uden problemer.
Men Kerber holdt fast og brød Wozniacki til 2-5 og igen til 4-5, hvor danskeren tilmed forspildte en sætbold. I det efterfølgende parti brød Wozniacki dog Kerber for tredje gang, hvilket var nok til sejren i første sæt. Der var dog intet at rafle om i andet sæt, hvor Wozniacki bragte sig foran 3-0 med to rene servepartier og et brud. Til sidst tog Wozniacki sættet og dermed sejren med et femte brud til 6-2.
»Tingene gik lidt min vej«, sagde Woznaicki: »Jeg kunne se, at hun sled lidt med ryggen, men selv om det var en langsommere verstrehåndsserv, så var det stadig en ret drilsk serv. Men jeg forblev fokuseret og er bare glad for, at jeg vandt«.
Med sejren har Wozniacki nu udlignet til 8-8 i indbyrdes møder med Kerber. Det seneste opgør ligger dog mere end fem år tilbage. Siden danskeren vandt seneste kamp mellem de to, har Wozniacki fået to børn og Kerber et enkelt.
33-årige Wozniacki er placeret som nummer 204 på ranglisten. Tyskeren, der aktuelt er nede som nummer 607 på verdensranglisten, har tre grand slam-titler på sit cv, mens Wozniacki har en enkelt.
Wozniacki skal i kvartfinalerne møde verdensranglistens nummer ét, Iga Swiatek, der efter en skuffende exit fra Australian Open i januar ser ud til at have fundet formen i det spæde forår. Under Indian Wells har den polske stjerne vundet sine tre første kampe uden at afgive sæt. Kun 10 servepartier har hun sammenlagt afgivet i de tre kampe og senest gik det ud over kasakheren Yulia Putintseva i ottendedelsfinalerne, der fik stryg med 6-1, 6-2.
ritzau
fortsæt med at læse




























