Holger Rune var bagud 4-6, 1-4, da han trak sig fra mødet med franske Arthur Fils i Hamburg.

Skadet Rune trækker sig fra kvartfinale kort før OL

Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Foto: Ben Stansall/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En skadet Holger Rune måtte trække sig fra andet sæt imod franske Arthur Fils ved ATP 500-turneringen i Hamburg. Danskeren var bagud 4-6, 1-4, da han måtte udgå.

Det er smerter i knæet, der får Rune til at trække stikket, siger han til franskmanden i forbindelse med kampens afslutning. Knæproblemer har drillet Rune siden hans første kamp i den tyske turnering tirsdag. Fredag ønskede danskeren så ikke at tage flere chancer forud for OL i Paris.

Rune havde det fra kampens start svært med franske Arthur Fils. I danskerens andet serveparti lykkedes det Fils at bryde Rune, der kæmpede en del med at finde linjerne med sine slag.

Det blev langsomt bedre i løbet af første sæt, men danskeren manglede ofte den sidste skarphed for at presse Fils, der var særdeles velspillende. Derfor tog franskmanden foran 5-4 med et rent parti kampens første sæt.

Det samme kampbillede fortsatte i andet sæt. Fils spillede med stort overskud, mens Rune kæmpede med at finde niveauet. Det gav et nyt fransk brud i danskerens andet serveparti, da Rune på ny lavede et par uprovokerede fejl. Franskmanden fortsatte med at have fuldstændig styr på Rune, og da danskeren på ny blev brudt, blev knæsmerterne altså for meget.

Grusturneringen Hamburg Open fungerede som den sidste opvarmning før legene i den franske hovedstad, der begynder i næste uge. OL spilles på grus på French Open-anlægget, Roland Garros.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her