Arkitekten bag den olympiske skøjtearena må have haft en forudanelse, da han indrettede ovalen kaldet Adler Arena Skating Center med tusindvis af orange sæder. Det ligner i hvert fald en tanke, når nu hollænderne i de ligeså orange landsholdsdragter har gledet så hurtigt rundt på den spejlblanke is, at hurtigløberne fra det flade land har vundet 10 af 15 mulige medaljer ved vinter-OL. Indtil videre.
Derfor så det i går også ud, som om at selve hallen hyldede den hollandske dominans, da orangeklædte Stefan Groothuis, med bløde bevægelser fra side til side, nedkæmpede centrifugalkraften i svingene, nåede en tophastighed på mere end 58 kilometer i timen og tilbagelagde 1.000 meter på et minut, otte sekunder og 39 hundrededele af et sekund.




























