Angus Robertson indrømmer blankt, at han føler sig så godt tilpas i København, at han næsten føler sig hjemme. »Jeg elsker maden, jeg elsker byen. Der er en slags naturlig forståelse mellem skotter og danskere. Det er noget med humoren og sindelaget, der får mig til at føle mig hjemme. Og jeg er vild med at se ’Forbrydelsen’«, siger han med henvisning til den danske tv-serie, der lige nu bliver vist både i England, Wales og Skotland. Faktisk er der kun en enkelt skik, der virkelig har mystificeret den udenrigspolitiske talsmand for regeringspartiet SNP (Scottish National Party). Det er en tradition i forbindelse med bryllupper, som en skotsk mand kun kan ryste på hovedet ad. Har længe været en mærkesag Men det har langtfra været nok til at afskrække regeringspartiet fra at se Skotlands udenrigspolitiske fremtid som et sted mellem kilt og vikingehjelm. En løsrivelse fra Storbritannien har længe været en mærkesag for regeringsleder Alex Salmond, der har lovet skotterne en folkeafstemning senest i 2014.
Meningsmålingerne viser, at ca. 32 procent af vælgerne er parat til at kappe den tætte forbindelse til London. Men det tal bliver næsten fordoblet, hvis regeringspartiet kan overbevise vælgerne om, at Skotland kan klare sig bedre økonomisk uden at være en del af Storbritannien. En af de argumenter, der skal overbevise dem, er blandt andet, at Skotland skal omlægges efter skandinavisk model. Fisk og olie til fælles Regeringsleder Alex Salmond har længe talt om »den nordiske succesmodel«, og spørger man Angus Robertson, ligger det ligefor med en skandinavisk alliance. »Mit udgangspunkt er først og fremmest geografisk. Det giver mening at tage vores forhold til andre nationer op til revision, og der er mange områder, hvor Skotland har mere tilfælles med især danskere og nordmænd end England«, mener Angus Robertson. Han peger på miljø i Nordsøen, energipolitik og fiskeri som åbenlyse fælles interesser for Skotland og Skandinavien. »Det er områder, som Storbritannien – for nu at sige det ligeud – ikke har udvist nogen som helst interesse i at få sat højt på dagsordenen. Der vil vi som selvstændig nation kunne forme et samarbejde med Skandinavien«, mener Angus Robertson. Men det er ikke kun tanken om samarbejde, der driver den skandinaviske bølge i Skotland, vurderer seniorlektor i skandinaviske studier på universitetet i Edinburgh, Arne Kruse, der er nordmand og har boet i Skotland i 22 år. »Skotland og Norge har jo selvfølgelig fisk og olie tilfælles. Men det handler også om, at SNP ser flere ideologiske ligheder med den skandinaviske form for socialdemokrati end eksempelvis med Labour i England«, mener Arne Kruse. »Alex Salmond ser Skandinavien som et bud på, hvad et selvstændigt Skotland kunne blive engang«, siger han. Inspiration Det er en vurdering, Angus Robertson er enig i. Og det er en af de ting, han har planer om at diskutere, når han i foråret skal deltage i en politisk konference i København. »Der er selvfølgelig en unik måde at gøre tingene på i Skotland, men der er mange ting, vi kan tage med os fra Skandinavien. Den norske oliefond, den danske evne til at manøvrere som lille nation i forsvarssammenhæng er eksempler på skandinaviske ting, der er inspirerende for et uafhængigt Skotland«, siger han. Nordisk Råd er venligt stemt over for skotternes skandinaviske entusiasme, siger international seniorrådgiver Torkil Sørensen. »Skotland har allerede en samarbejdsaftale med Nordisk Råd. Den giver dem mulighed for at deltage i forskellige møder, men den forbindelse har nu ikke været så aktiv på det seneste. Der er oplagte fælles kontaktflader som eksempelvis havmiljø«, siger han. Høflig interesse Men ifølge seniorrådgiver Torkil Sørensen skal man ikke regne med at se Skotland som et fuldgyldigt medlem af Nordisk Råd inden for en overskuelig fremtid. »Vi blander os ikke i processen med Skotlands forhold til resten af Storbritannien, men Nordisk Råd vil efter al sandsynlighed i fremtiden stadig bestå af kernemedlemmerne og med det udgangspunkt vende sig mere ud mod internationalt samarbejde«, vurderer Torkil Sørensen.































