Libyen står ikke alene med ansvaret for de umenneskelige forhold, som migranter strandet i landet bliver udsat for. Også EU har et ansvar. Sådan lyder det fra fire hjælpeorganisationer og to forskere, efter at der de seneste måneder er blevet berettet om overgreb og slavehandel med migranter i landet.
EU’s aftale med det afrikanske land, der blandt andet indebærer træning af den libyske kystvagt i at stoppe både på vej over Middelhavet, har nemlig medvirket til, at antallet af mennesker, der er strandet i Libyen, er steget betragteligt. Det har forværret en i forvejen slem situation, mener blandt andre Dansk Flygtningehjælp.


























