Foto: Bill Haber/AP
Internationalt

Boss i limousinefirma anholdt efter ulykke med 20 døde

Politiet prøver at fastlægge, hvorfor limousine kørte galt i det østlige USA. Onsdag er chef blevet anholdt.

Internationalt

I weekenden mistede 20 personer livet i en limousineulykke i den amerikanske delstat New York. Onsdag har politiet anholdt en af cheferne i firmaet, hvor den lange luksusbil - en såkaldt stretch limo - stammer fra.

Manden blev stoppet og tilbageholdt ved et lyskryds i delstatshovedstaden, Albany. Det oplyser New York State Police i en kortfattet pressemeddelelse.

Der er ingen informationer om, hvorvidt manden er sigtet. Det står heller ikke klart, om anholdelsen har forbindelse til efterforskningen af ulykken. Manden står for den daglige drift af selskabet og er søn af firmaets ejer.

Guvernøren i New York, Andrew Cuomo, har fortalt, at myndighederne har opdaget flere kritiske omstændigheder i sagen.

Blandt andet skulle limousinen have dumpet en sikkerhedskontrol i sidste måned og burde derfor slet ikke være ude på vejen. Det har selskabet bag dog afvist.

Samtidig manglede chaufføren angiveligt den nødvendige tilladelse til at køre sådan et køretøj.

Firmaet, Prestige Limousine, er midlertidigt blevet lukket, mens ulykken bliver efterforsket.

20 mennesker omkom i Schoharie, da den forlængede Ford Excursion-limousine fra 2001 lørdag undlod at standse ved et T-kryds og bragede ind i en parkeret firehjulstrækker.

Ved ulykkesstedet stod en del mennesker ved en forretning.

17 passagerer i limousinen og bilens chauffør blev dræbt. Det samme gjorde to personer ved forretningen.

Limousinen kørte med familie og venner, der var på vej til en 30-års fødselsdag.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden