I den seneste tid er flere offentligt kendte kinesere forsvundet, og det har sat gang i spekulationer om, hvorvidt styret er involveret i He Jiankuis forsvinden.
Foto: Mark Schiefelbein/AP

I den seneste tid er flere offentligt kendte kinesere forsvundet, og det har sat gang i spekulationer om, hvorvidt styret er involveret i He Jiankuis forsvinden.

Internationalt

Pludselig forsvinden: Hvor er omstridt kinesisk crispr-forsker?

I sidste uge blev han verdensberømt for sit skarpt kritiserede forsøg med genredigering af fostre. Nu er han forsvundet, og det store spørgsmål er nu: Hvad er der sket med He Jiankui?

Internationalt

For en uge siden overraskede den kinesiske forsker He Jiankui hele verden, da han stod frem og fortalte, at han havde skabt verdens første genmodificerede børn.

Siden er han ikke blevet set offentligt.

He Jiankui blev verdenskendt i sidste uge, da han på en konference i Hong Kong fortalte forskerkollegaer, hvordan han havde klippet og klistret i dna hos et sæt tvillinger, mens de stadig var fostre. Med stor begejstring fortalte kineseren, hvordan han angiveligt havde fjernet et bestemt gen for at forhindre, at børnene ville kunne blive syge med hiv ligesom deres far.

Det vakte dog langt fra begejstring i internationale forskerkredse, hvor He Jiankuis forsøg er blevet kaldt uetisk og risikabelt. Men siden han blev verdenskendt i onsdags, er ’Kinas Frankenstein’, som han er blevet kaldt, altså pist væk.

Det store spørgsmål er nu: Hvad er der sket med videnskabsmanden?

Forlydender om husarrest

Ifølge Daily Mail, der citerer det kinesiske medie Apple Daily, skulle han efter konferencen være blevet fulgt hjem til den sydlige Shenzhen-provins af præsidenten for The Southern University of Science and Technology, hvor han arbejdede. Der har været spekulationer om både universitetet og de kinesiske myndigheders indblanding i forskerens forsvinden.

En talsmand fra universitetet har til avisen South China Morning Post afvist forlydender om, at universitetet skulle holde He Jiankui i husarrest. Universitetet har taget afstand fra hans arbejde og forklaret, at han har været på orlov siden februar og udført forsøgene uden arbejdsgiverens vidende.

Det kinesiske styre har efter den massive internationale kritik fordømt forskeren og beordret ham til at stoppe sit arbejde. Ministeriet for forskning og teknologi har igangsat en undersøgelse af hans forsøg, der også bryder med de kinesiske retningslinjer på området.

Skulle det være myndighederne, der står bag hans forsvinden, vil det ikke være første gang, offentligt kendte kinesere pludseligt forsvinder.

Kinesiske forsvindingsnumre

Senest forsvandt Interpol-chefen Meng Hongwei. Den 64-årige kineser, der var bosat i Frankrig, er ikke set siden september. Et andet eksempel er skuespilleren Fan Bingbing, der har været med i film som ’X-men: Days of Future Past’ og ’Iron Man’. Hun forsvandt fra offentligheden i sommer og dukkede først op igen tre måneder senere. Den officielle forklaring lyder på anklager om henholdsvis korruption og skattesvindel.

De seneste eksempler på forsvundne kinesere gør jo, at der nu spekuleres i, hvad der kan være sket med He Jiankui. Men jeg synes, det er for tidligt

Professor på Institut for Antropologi ved Københavns Universitet Ayo Wahlberg mener ikke, man endnu kan sige noget om, hvad der kan være sket med den kinesiske forsker.

»Man kunne spå et mønster. De seneste eksempler på forsvundne kinesere gør jo, at der nu spekuleres i, hvad der kan være sket med He Jiankui. Men jeg synes, det er for tidligt«, siger han.

Det er uvist, om den kinesiske forsker selv er gået under jorden efter den massive kritik af ham, eller om han er i en form for samarbejde med myndighederne, hvilket Ayo Wahlberg anser som sandsynligt.

»Med den kraftige internationale reaktion er der ingen tvivl om, at myndighedernes undersøgelse bliver tilbundsgående. Det er det eneste, jeg synes, man på nuværende tidspunkt kan sige«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce