Bangladesh er den ene gang efter den anden blevet ramt af alvorlige uylkker. Her kæmper brandfolk mod flammerne ved nattens brand.
Foto: Munir Uz Zaman/Ritzau Scanpix

Bangladesh er den ene gang efter den anden blevet ramt af alvorlige uylkker. Her kæmper brandfolk mod flammerne ved nattens brand.

Internationalt

Bangladesh ramt af endnu en frygtelig ulykke: Mindst 69 mennesker ædt op af flammer i nat, før de kunne nå at flygte

En voldsom brand natten til i dag sætter endnu engang fokus på, hvordan befolkningen i et af verdens fattigste lande lever under forfærdelige sikkerhedsvilkår.

Internationalt

En gigantisk brand i en kombineret beboelsesbygning og lagerhal med kemikalier har foreløbig kostet mindst 69 mennesker livet i Dhaka - hovedstaden i Bangladesh.

Branden brød ud sent onsdag aften og spredte sig hurtigt, så de voldsomme flammer forhindrede beboerne i at flygte ud af bygningen.

Lagerhallen med kemikalier var placeret i stueetagen med lejligheder på de øvrige etager, og skaderne som følge af brandens voldsomme styrke blev forværret af, at bygningen ligger i Dhakas gamle bydel, hvor trafikken er tæt og gaderne smalle. Branden udviklede sig så hurtigt, at mange forbipasserende uden for bygningen heller ikke kunne komme væk.

En politiofficer oplyser til avisen The Guardian, at mindst to biler og ti rickshaws blev ædt op af flammerne.

»Ofrene inkludere forbipasserende og folk, der spiste på restauranter og deltagere i en bryllupsfest«, siger han.

Kæmpe brag

Branden blev angiveligt antændt ved, at en gasbeholder ved siden af de opmagasinerede kemikalier sprang i luften.

Abdul Karim, en lokal beboer, siger til avisen The Daily Star, at han stod tæt ved bygningen, da han pludselig hørte et kæmpe brag. Kort tid efter stod flammerne ud af vinduerne, og smadret vinduesglas regnede ned over ham, så han fik snitsår.

Pårørende til dødsofre for nattens brand bryder sammen, da de på Dhaka Medical College Hospital bliver bedt om at identificere ligene.
Foto: Mohammad Ponir Hossain/Ritzau Scanpix

Pårørende til dødsofre for nattens brand bryder sammen, da de på Dhaka Medical College Hospital bliver bedt om at identificere ligene.

Mindst 45 er blevet såret, men politiet i Dhaka regner med, at antallet af både omkomne og sårede vil stige, når brandens omfang bliver klarlagt. Over 200 brandfolk arbejdede natten til torsdag på at slukke branden.

Elendig sikkerhed

Bangladesh er et af verdens fattigste lande og er derudover kendetegnet af et meget ineffektivt statsapparat. På papiret har landet love, der stiller krav om høj brandsikkerhed, men de bliver i vidt omfang omgået af både udlejere og virksomhedsejere, hvilket jævnligt resulterer i alvorlige og forfærdelige ulykker.

I 2010 udbrød der en lignende brand som den i nat i et kemikalielager i Dhaka, hvilket kostede over 120 mennesker livet.

To år senere gik der ild i tøjfabrikken Tashreen i udkanten af Dhaka, som dræbte 112 mennesker. Det høje dødstal skyldtes bl. a., at vagterne spærrede nødudgangene for at tvinge arbejderne til at fortsætte arbejdet, da branden brød ud, hvilket medførte, at mange måtte springe ud af vinduerne i 4. og 5. sals højde.

Brandfolk bærer en af de omkomne fra nattens brand væk.
Foto: Munir Uz Zaman/Ritzau Scanpix

Brandfolk bærer en af de omkomne fra nattens brand væk.

Men den mest alvorlige ulykke skete blot fem måneder senere, da den såkaldte Rana Plaza-bygning, der husede fem tøjfabrikker, styrtede sammen som følge af en ulovlig bygningskonstruktion. 1.134 mennesker omkom.

Tøjfirmaer så den anden vej

Rana Plaza-ulykken skabte fokus på, hvordan vestlige tøjfirmaer - også danske - fik tøj fremstillet på fabrikker i Bangladesh, hvor alle i branchen vidste eller burde vide, at arbejdsforholdene var livsfarlige.

Den kritik, som ulykken skabte, tvang de vestlige tøjfirmaer til at sikre større sikkerhed for de millioner af indbyggere i Bangladesh, som er beskæftiget i landets tekstilindustri, men mange fabrikker lever fortsat ikke op til de skærpede sikkerhedskrav.

Meget tyder på, at branden i nat også kunne være undgået, hvis sikkerheden var blevet taget mere alvorligt.

Rafiqul Islam, der er beboer i det hus, hor branden brød ud, siger til The Daily Star, at beboerne adskillige gange havde bedt bygningens ejer om at fjerne kemikalielageret i stueetagen, men at opfordringerne havde været forgæves.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden