Rubya kan næsten kun holde ud at opholde sig i den lille kiosk, hun har bygget lige ved siden af det sted, hvor hendes to sønner på 16 og 22 år blev dræbt.
»Det giver mig en ro. Jeg føler mig tæt på dem. Det er, som om jeg her kan række mine arme ud efter dem«, siger hun.
Selv er hun en smuk kvinde. Hun er 38 år og er klædt i sjaler i skarpe røde og gule farver, som det er kutyme for kvinder i Bangladesh. Hendes kropsholdning er rank og stolt, og når hun taler, har hun det med at knejse med nakken. Men der er noget nedtrykt over hende. Den umådelige sorg, hun bærer rundt på, har sat sig i hendes øjne. De er mørke og dybe og uden spor af glæde.
Rubya kan stadig ikke tale om den forfærdelige dag, hvor hele hendes liv med ét blev hyllet ind i mørke, uden at tårerne begynder at trille ned ad kinderne på hende.
