Nike tjener milliarder på at sælge sko og andre slags sportsudstyr i Danmark og resten af Europa. Men Nike betaler meget, meget lidt i skat af overskuddet. Det sørger hemmelige aftaler med skattemyndighederne i Holland for.
Aftalerne er ulovlige, fordi Holland på den måde giver Nike en fordel, som andre virksomheder ikke har. Dermed er aftalerne ulovlig statsstøtte fra Holland til verdens største producent af sportsudstyr, mener i hvert fald Margrethe Vestager, EU’s konkurrencekommissær. Efter langvarige undersøgelser har hun åbnet en sag mod Holland, som kan ende med at blive pålagt at opkræve milliarder af kroner i skat fra Nike med tilbagevirkende kraft fra 2004.


























