Det må være en aprilsnar, men på det helt forkerte tidspunkt. Sådan lyder reaktionen fra Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, der på Twitter gør sig lystig over historien om, at USA’s præsident Donald Trump har bedt sine rådgivere undersøge, hvorvidt det kan lade sig gøre for USA at købe Grønland.
Og han er ikke den eneste, der trækker på smilebåndet over artiklen fra den toneangivende amerikanske avis Wall Streeet Journal, hvoraf det fremgår - på baggrund af anonyme kilder ganske vist - at præsidenten gentagne gange har spurgt sine rådgivere til et muligt køb af Grønland. Det er sket ved både møder, middage og samtaler, og Trump har angiveligt også drøftet ressourcerne i Grønlands undergrund og beliggenheden i forhold til USA’s geopolitiske interesser.
Også tidligere minister og fremtrædende V-politiker Søren Pind kommenterer påfundet fra Trump og konstaterer lettere lakonisk, at han tror, at Danmark beholder sine »370.000.000 tønder land«, mens det konservative medlem af Folketinget og tidligere minister, Rasmus Jarlov, konstaterer, at der nok er andre ting, der er mere sandsynlige, end at Trump køber Grønland.
Ingen officiel kommentar
Wall Street Journal har forsøgt at få en officiel kommentar fra både Det Hvide Hus, Danmark og Grønland, men det er ikke lykkedes.
Grønland blev koloniseret af Danmark i 1700-tallet og har siden 2009 haft selvstyre i rigsfællesskab med Danmark. Der bor omkring 56.000 personer i Grønland, der med et areal på 2.180.000 kvadratkilometer er verdens største ø (som ikke er et kontinent).
Over for Ritzau antyder Dansk Folkepartis Søren Espersen, at Trump er moden til behandling.
»Hvis det er rigtigt, at han arbejder med de tanker, så er det endegyldige bevis på, at han er blevet vanvittig. Jeg må sige det, som det er: Tanken om, at Danmark skulle sælge 50.000 statsborgere til USA, er fuldstændig vanvittig«, lyder det fra Espersen.
Såfremt Donald Trump mener det alvorligt, får præsidenten mulighed for at lufte sit ønske over for statsminister Mette Frederiksen og Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, inden længe. Han skal møde dem begge, når han besøger Danmark i begyndelsen af september, hvor både Grønland og arktiske spørgsmål skal debatteres.
Også de radikale har svært ved at tage det seriøst. Partiets udenrigsordfører Martin Lidegaard, der er tidligere udenrigsminister, skriver på Twitter, at det forhåbentlig er en joke, og han opregner en række konsekvenser, hvis tanken blev til virkelighed.
fortsæt med at læse


























