Tyrkiets angreb på de kurdiske militser i det nordøstlige Syrien buldrer derudad på fjerde døgn, og hele verdens øjne våger over den eskalerende konflikt. Men hvad er de mange parters ståsted i konflikten? Og hvad er Tyrkiets bevæggrunde egentlig for at starte den militære aktion, de kalder operation ’Fredens Kilde’?
»Det vi ser, er 35 års opsparet vrede fra tyrkernes side. Tyrkerne ønsker ikke at være nabo til deres værste fjende gennem tre årtier, lige på den anden side af grænsen, hvor de kan angribe Tyrkiet«, siger Deniz Serinci, der har skrevet to bøger om Tyrkiet, to om Islamisk Stat og en om kurderne. Han er kurder og er opvokset i Danmark.
Deniz Serinci var senest i sommer i både det nordlige Syrien og i Tyrkiet. Han forklarer, at man nemt finder forældre i Tyrkiet, hvis børn har tjent i den tyrkiske hær og har mistet livet.
Derudover, er tyrkerne bange for, at de tyrkiske kurdere vil lade sig inspirere af deres kurdiske fæller.
Den anden årsag til, at Tyrkiet ønsker at oprette en zone i det nordlige Syrien, er de 3,6 millioner syriske flygtninge, der opholder sig i Tyrkiet.
I forvejen er Erdogan svækket omkring Istanbul, som han mistede ved sidste valg, og utilfredsheden blandt den tyrkiske befolkning breder sig.
»De mener, at de slider på landets infrastruktur, på den økonomiske service og der er flere og flere hospitaler i Tyrkiet, der siger, at de ikke har ressourcer til både de syriske flygtninge og tyrkerne. Samtidig beretter tyrkiske medier om, at de syriske flygtninge har begået grov kriminalitet mod tyrkere«, siger Deniz Serinci.
Han vurderer, at det tyrkiske angreb er en vindersag blandt størstedelen af den tyrkiske befolkning.
Kurderne ønsker eget område i Syrien
På den kurdiske side er fortællingen, at man ønsker et område i Syrien, som er deres. Her anses PKK som frihedskæmpere og ikke terrorister, som tyrkerne mener.
Da kurderne i 2012 oprettede selvstyreområdet i det nordlige Syrien, vidste man allerede dengang, at det blot var et spørgsmål om tid, før tyrkerne ville gå ind, hvilket Erdogan også dengang gjorde opmærksom på.
Da amerikanerne i 2014 kom, var det ikke længere en mulighed.
»Set fra et tyrkisk synspunkt har kurderne altid været en hovedpine«, siger Deniz Serinci.
»Set fra et tyrkisk synspunkt har kurderne altid været en hovedpine«
Deniz Serinci
Kurderne har blandt andet forsøgt at bruge de lejre, hvor tusindvis af internationale, heriblandt 30 børn med dansk statsborgerskab eller dansk tilknytning, samt 12 voksne danske statsborgere, sidder tilbageholdt som et redskab til legitimere sig selv.
De gange et land har været nede for at hente børn hjem, har den kurdiske selvstyreledelse postet billeder på de sociale medier af deres internationale forbindelser og har igen og igen talt om ønsket om at nedsætte en international domstol i området.
»De har forsøgt at gøre det så hurtigt som muligt inden et tyrkisk angreb. Men det er så ikke lykkedes«, siger Deniz Serinci.
Også det syriske regime, har kurderne forsøgt at få til at støtte sig, men heller ikke her med held.
Den syriske leder Bashar al-Assad overlod området til kurderne i 2012.
»Til gengæld, mener analytikere, skulle kurderne undlade at gå med i det oprør, der var op vej mod ham. Og det gjorde kurderne, og de hjalp med at bekæmpe Islamisk Stat. Så var spørgsmålet så bare, hvad der ville ske, når krigen var slut. Og det ser vi så nu«, siger han.
Siden 2012 er kurderne med deres 70.000 krigere blevet stærkere, og det gør det svært for Assad at nedkæmpe dem.
»Så nu gør tyrkerne arbejdet for Assad. På den måde er det en fordel for Assad. Men kun hvis tyrkerne ikke bliver der længe. Gør det de, vil han opfatte det som en besættelse af sit territorium«, siger Deniz Serinci.
EU kan sanktionere imod Tyrkiet
I Europa har udenrigsministre i EU-stater haft øjenbrynene trukket sammen i bekymrede folder, siden Tyrkiet gik ind i Syrien onsdag. Også formand for EU-Komissionen, Jean-Claude Juncker, og EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, har meldt ud, at de fordømmer Tyrkiets angreb på de kurdiske militser i det nordøstlige Syrien.
Norge, Holland og Tyrkiet har stoppet våbeneksport til Tyrkiet efter kamphandlingerne.
Ifølge Graham Butler, der er lektor i EU’s udenrigspolitik ved Aarhus Universitet, burde det tyrkiske angreb ikke komme som en overraskelse.
»Grunden til, at EU-landene ikke reagerer med det samme er, at Tyrkiet siden migrationskrisen i 2015 har ageret som ingenmandsland mellem Vesten og Mellemøsten og taget imod alle flygtningene i betaling fra EU-stater. Det giver Tyrkiet indflydelse.«
På mandag skal EU-medlemsstaternes udenrigsministre mødes i Bruxelles. Her er der flere muligheder for at vise EU’s utilfredshed med Tyrkiets aktioner, ifølge Graham Butler.
»Medlemsstaterne har flere muligheder for at vise deres utilfredshed med Tyrkiet. De kan lave sanktioner mod det tyrkiske militær. De kan fryse bankkonti og grunde i Europa. Det har EU før gjort mod udenlandske ledere, som eksempelvis Mubarak i Egypten under det arabiske forår«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter